Anvendelse af sikkerhedsglas
Ved udsatte glaspartier anbefales det at der anvendes sikkerhedsglas så der ikke opstår personskader ved sammenstød. Se bygningsreglementets regler og anbefalinger nedenfor.
Vi står naturligvis til rådighed for råd og vejledning.
4.3 Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner
Stk. 1. Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner skal udføres og dimensioneres, så det opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold mod personskader.
(4.3, stk.1) Bestemmelsen omfatter udførelse og dimensionering af Glas i tage, vægge, facader, døre, vinduer, lofter, værn mv.
Glaspartier i vægge samt glasdøre og glaspartier ved døre bør afmærkes eller afskærmes. Afmærkningen bør placeres og udformes således, at den er iøjefaldende og tydelig for alle, herunder personer med synshandicap. Der henvises til SBi-anvisning 230. Anvisning om bygningsreglement 2010, afsnit 4.3.
Såfremt der ved glaspartier benyttes værn til sikring mod personskader, bør disse udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i kap. 3.
Der henvises endvidere til DS/INF 119, Bygningsglas- Retningslinjer for valg og anvendelse af sikkerhedsglas – Personsikkerhed.
DS/INF 119:1988
| Tabel 1 | ||
| Personens hastighed ved sammenstødet | Personens bevægelsesform | Modstandsklasse |
| 0-2,5 m/s | Alm gang - hurtig gang | F1 |
| 2,5-4 m/s | Hurtig gang - løb | F2 |
| 4-7 m/s | Løb - sprint | F3 |
Tabel 1. er baseret på, at en person på 45 kg. overfører 50% af sin bevægelsesenergi ved sammenstødet.
4. Anvendelse af sikkerhedsglas
4.1 Bygningsreglementets bestemmelser
Ved planlægning og projektering af byggeri, hvori der indgår glaspartier eller konstruktioner af glas, bør der foretages en vurdering af risikoen for, om der i forbindelse med kollision eller gennembrydning af glasset kan opstå personskader. Er dette tilfældet, bør der benyttes sikkerhedsglas af modstandsklasse F1, F2 eller F3, eller glasset skal afskærmes jf. afsnit 4.5, således at risikoen for kollision minimeres.
Af bygningsreglementet fremgår det, at glaspartier skal udformes og dimensioneres, så der opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold mod personskade. Alternativt skal der opsættes værn, som skal beskytte personer mod at kollidere med glasset. Dette indebærer, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af faren for, om der kan opstå personskader i forbindelse med brugen af glaspartier i bygninger.
Hensynet bag bygningsreglementets bestemmelser om sikkerhed ved glaspartier er at sikre, at personer (pga. synshandicap eller uopmærksomhed) ikke støder ind i glasset og derved kommer til skade.
Det skal desuden sikres, at personer i situationer, hvor glasset benyttes som værn eller på anden måde indgår som en del af afskærmningen ved niveauspring, ikke ved kollision kan bryde gennem glasset og derved styrte ned.
4.2 Vurdering af risiko
En række konkrete tilfælde, hvor der indgår glaspartier eller konstruktioner af glas i byggeriet, kan betragtes som kritiske med hensyn til personsikkerheden.
Uafskærmede glasflader i vinduer og vægge, hvor afstanden fra glassets underkant til gulvet er så lille, at det kan udgøre fare for, at personer, herunder især børn, kan kollidere med glasset, bør udføres som sikkerhedsglas. Eksempler på dette kan være glas i franske altaner, karnapper, lavt siddende vinduer, døre til det fri mv.
Herudover bør uafskærmet glas monteret i døre, dørligende partier eller sidepartier tæt ved døråbningen. Hvor der kan opstå fare for personskader ved kollision med glasset, udføres som sikkerhedsglas.
Ligeledes bør uafskærmede skillevægge af glas, som er placeret således, at der kan opstå fare for kollision med glaspartiet, monteres med sikkerhedsglas.
I de ovennævnte eksempler bør der som minimum benyttes sikkerhedsglas af modstandsklasse F1.
I vurderingen af, hvorvidt der kan opstå fare for personskader i forbindelse med brugen af glas i bygninger, bør det også indgå. Om bygningen er offentlig tilgængelig, herunder hvor mange personer, der kan tænkes at benytte bygningen generelt eller i spidsbelastninger. Det bør vurderes, om der er risiko for, at personer af egen kraft eller ved at blive presset ind mod glasset kan gennembryde det. Er dette tilfældet, bør der således benyttes sikkerhedsglas af minimum modstandsklasse F1.
Endvidere skal det vurderes, hvor store dele af glasfladen, der bør monteres med sikkerheds-glasset i relation til den konkrete risiko der kan være i det enkelte tilfælde. Denne vurdering bør danne udgangspunkt for, om fladen bør monteres med sikkerhedsglas i personhøjde eller om der udelukkende er behov for at montere sikkerhedsglasses i mindre dele af fladen, eksempelvis i en højde på 0,8 m svarende til højden på et værn. Det kan som grundlag for denne vurdering indgå, om glaspartiet er udført med sprosse, fx i en højde på eksempelvis 0,8 m eller om der er tale om en større ubrudt flade.

Figur 1. Vejledende eksempler på risikoområder ved glaspartier.
De afmærkede felter viser eksempler på områder af et glasparti, hvor der enten skal anvendes sikkerhedsglas med afmærkning eller udføres permanent afskærmning mod peronkollision.
Er der fare for, at personer kan tage fejl af døråbningen og dørens sidefelter i glasvægge og risikerer at kollidere med glasset, bør sidefelterne udføres i sikkerhedsglas. Et sådant felt kan som eksempel udføres i en bredde af 0,3 m på begge sider af dørfeltet, eller større flader af sidefeltet kan monteres med sikkerhedsglas afhængigt af den konkrete udformning af feltet.
I visse typer bygninger kan der være tale om, at særlige forhold bør iagttages.
Eksempler på dette er bygninger, som er offentligt tilgængelige herunder bygninger, som især benyttes af børn, eksempelvis gymnastiksale, skoler, idrætshaller, svømmehaller, daginstitutioner, fritidshjem mv.
Benyttes der glaspartier i denne type bygninger, bør det nøje vurderes, om der er behov for, at større dele af glaspartierne bør monteres med sikkerhedsglas for at minimere risikoen for personskader.
4.3 Nedstyrtning som følge af kollision
I tilfælde, hvor glas benyttes som afskærmning ved niveauspring, og hvor der således kan være fare for, at personer ved gennembrud eller knusning af glaspartier kan styrte ned, bør der tages særlige hensyn.
Dette kan være gældende, hvor der er store niveauforskelle mellem gulvet på begge sider af en glasvæg, et vindue der går til gulv, et værn ag glas, balusterglas i trapper mv.
I de ovennævnte tilfælde bør der benyttes en type sikkerhedsglas, som foruden at sikre mod snitsår også sikrer, at brudstykkerne bliver siddende i ruden i forbindelse med kollision med glasset , således at nedstyrtning i forbindelse med eller efter kollision med glasset i videst muligt omfang undgås. Dette kan sikres ved, at der benyttes lamineret glas eller tilsvarende.
4.4 Afmærkning
Sikkerhedsglas skal afmærkes af hensyn til personer med synshandicap og for at minimere muligheden for, at personer ved uopmærksomhed kolliderer med glasset.
Afmærkningen bør placeres således, at den er iøjnefaldende og tydelig for alle.
Afmærkning bør være varig og synlig under alle normale belysningsforhold.
Ved anvendelse af større på klæbende afmærkninger, bør det sikres, at afmærkningen ikke giver anledning til så store temperaturforskelle, at der opstår risiko for termisk brud.
Såfremt det ønskes, at afmærkningen indgår som en del af selve glasset, kan der eksempelvis anvendes løsninger som ornamentglas, farvet glas, sikkerhedstrådglas, lamineret glas med afmærkning i folien, sandblæst glas, silketrykt glas eller lignende.
4.5 Afskærmning
Ved benyttelse af glas i et risikoområde, skal udsatte glaspartier afskærmes, såfremt der ikke benyttes sikkerhedsglas.
Der skal således enten opsættes værn eller det skal på anden måde sikres, at personer ikke kan komme direkte i kontakt med glasfladen.
Opsættes der værn, skal dette opfylde bygningsreglementets krav ti værn.
4.6 Reparations –og udskiftningsarbejde i eksisterende byggeri
Ved reparations –og udskiftningsarbejde bør der ved valg af glastype i den aktuelle situation foretages de samme overvejelser vedrørende personers sikkerhed ved kollision med glasset som ved valg af glas til nyt arbejde.

Figur 2. Vejledende eksempel på afskærmning.
